Det danske folkestyre har en lang tradition for lange brede forlig, men den risikerer at gå fløjten, når partierne opsiger forligene.
Det vurderer Ph.d. i Statskundskab ved Aarhus Universitet Helene Helboe Pedersen, efter at Socialdemokraterne har bebudet, at partiet er parat til at bryde forliget med VKO om folkeskolen efter et valg, hvis der er mulighed for en SR-regering.
- En typisk sanktion ville være, at de andre partier ikke vil samarbejde med et parti, der bryder en aftale, fordi det er et brud med den tradition, vi har for at skabe bred konsensus i Danmark, siger Helene Helboe Pedersen.
Og hvis vi får en politisk kultur, hvor områder som folkeskolen får ændret planer tit, så går det også ud over skolen, mener hun.
- Hvis vi ændrer planer hvert andet år, så får vi jo nogle meget stressede og utilfredse lærere og medarbejdere, siger Helene Helboe Petersen, der også mener, at det kan blive meget dyrt, hvis man hele tiden ændrer kurs.
Det nuværende folkeskoleforlig er indgået mellem Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, der tilsammen har 138 ud af 179 mandater, som Folketinget ser ud i øjeblikket.
Men det er ikke kun antallet af mandater, der er afgørende, siger Christine Antorini, der er uddannelsesordfører for Socialdemokraterne.
- Det er et bredt forlig, men traditionen på uddannelses-området er, at det faktisk har lykkedes os at lave forlig, der har indbefattet hovedparten af Folketingets partier, og den situation vil vi gerne tilbage til, siger Christine Antorini.
Hvorfor gik I så med til det gamle forlig med VKO?
- Vi syntes, at det var vigtig at få styrket evalueringskulturen, og vi syntes, at vi fik nogle vigtige socialdemokratiske fingeraftryk. Diskussionen om de nationale test gik på, om eleverne skulle have karakterer, der skulle bruges til at offentliggøre og rangordne skolerne. Det ville de borgerlige, men det ville vi ikke være med til.
Christine Antorini ønsker ikke at sætte tal på, hvor mange partier, der skal stå bag et forlig, før det er bredt nok for Socialdemokraterne.
- Det har ikke noget at gøre med antallet af partier. Det er, hvad vi kan blive enige om. Men det, vi håber ved at åbne forliget, det er, at det bliver bredere, end det er i dag.