Regeringens omlægning af bilafgifterne vil ikke få danske bilister til at ændre vaner, når der skal købes ny bil.
Afgiftslettelserne er for små for størstedelen af de sikre og miljøvenlige biler og vil derfor ikke have nogen praktisk betydning for langt de fleste danskere.
Det mener FDM, Forenede Danske Motorejere, der repræsenterer 237.000 danske bilejere.
- Regeringens omlægning er uambitiøs. Dens hensigt om at satse på miljø og sikkerhed er interessant, men dens løsning er ikke gennemført. Derfor får det karakter af en lappeløsning, som ikke får nogen praktisk betydning for langt størstedelen af danskerne. Den her omlægning vil ikke gavne sikkerheden, miljøet og mobiliteten i samfundet, siger administrende direktør Thomas Møller Thomsen.
De små og mest miljøvenlige biler bliver op imod 20.000 kroner billigere. Men besparelserne på de større mellemklassebiler bliver noget mindre.
Derfor vil omlægningerne ikke få mange danskene til at skifte deres gamle bil ud med en ny, sikker og miljøvenlig udgave, ligesom børnefamilierne stadig ikke vil have råd til at investere i en moderne bil, mener FDM.
- Man favoriserer små biler og glemmer, at langt størstedelen af danskerne har behov for en mellemklassebil, hvis der skal være plads til hele familien. Mellemklassebilerne falder så lidt, at det ikke vil have nogen praktisk betydning. Omlægningen vil kun få meget få danskere til at ændre bilvaner, siger Thomas Møller Thomsen.