I dag udkommer Watergate-journalisten Carl Bernstein længe ventede biografi om Hillary Clinton. Genbrug af genbrug, siger Clintonlejren. Hun lever et kamoufleret liv siger Bernstein. Hvem har ret? Her er et bud på et svar fra en mand, der har mødt hende.

DA JEG oversatte Hillary Clintons erindringer ”Living History” endte jeg med at kalde den ”Levende Historie”. Clintons egen hensigt med tvetydigheden var at fortælle, at hun og Bill havde gennemlevet en historisk periode - og påvirket den. Ikke just en fængende bogtitel, så jeg endte med ”Levende Historie”.    

    Den imødekom de fleste af hendes hensigter, men forudså strengt taget, at der også er en død historie. Det havde jeg ikke det fjerneste belæg for at tro, at Hillary Clinton mente, da bogen udkom i 2003.

    I dag er jeg til gengæld overbevist om, at hun har erkendt, at historien ikke rummer sandheder, kun fortolkninger.

I DENNE uge rammer en længe ventet bog om hende det amerikanske bogmarked. Det er Watergate-journalisten og forfatteren Carl Bernsteins biografi ”A Woman in Charge”. Der er på forhånd sluppet en del ud om, hvad den har at fortælle. Mest interessant er Bernsteins beskrivelse af hendes barndomshjem og forældre, Dorothy og Hugh Rodham. Bernstein skriver i første kapitel:

 Han var en sur, frustreret mand, hvis børn led under hans vedholdende, nedværdigende sarkasme, misantropiske tilbøjeligheder, konstante sparsommelighed og tavst accepterede hans nedværdigelser og verbale mishandling af deres mor. 

   Hillary Clinton er senator i staten New York, men stiller som bekendt også op til præsidentvalget i 2008. At have haft en hård barndom er i den sammenhæng på ingen måde et handikap. Lyndon B. Johnson og Richard Nixon kom fra meget fattige og strenge kår, Ronald Reagans far var kvartalsdranker.

     Det lagde ingen af dem skjul på. Skal vi tro Bernstein er det tilfældet med Hillary Clinton. Essensen af hans bog er, at hun har omskrevet sin egen og Clinton-dynastiets historie for at fremme den politiske karriere, som hun satte i stå, da hun flyttede til Arkansas for at gifte sig med Bill Clinton. ”Det er en kvinde hvis hele liv har været kamoufleret og fortsætter med at være det,” sagde han i et nyligt interview. Han bruger et citat fra hendes erindringsbog som udgangspunkt:

Jeg elskede min far... da jeg var en lille pige. Jeg holdt øje med ham fra et vindue og løb ned ad gaden for at møde ham, når han kom hjem fra arbejde. Det var ham, der opildnede mig til at lære at spille baseball, fodbold og basketball. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at få gode karakterer i skolen, som jeg kunne tage med hjem og vise ham.

   Hvilket billede er rigtigt?

HILLARY Clintons forsøg på politisk tilpasning er ikke en nyhed. Allerede da jeg interviewede hende i 2003 var hun under heftig beskydning fra venstrefløjen for at have rykket mod centrum og hendes utallige frisureskift havde antaget metaforiske dimensioner. Det grinede vi meget af den dag. Bevarmigvel: Hillary Clinton er en kvinde som i kernen er socialt bevidst, solidarisk og venstreorienteret. Hendes hjerte bløder for de fattige, de undertrykte og de mishandlede, men det kan hun ikke blive valgt som præsident på. Derfor er hun rykket til højre. Vi finder den samme kynisme i Bush-dynastiet.

     Hvad angår beskrivelsen af faderen og den mentale og verbale mishandling, han angiveligt udsatte hende og moderen for, kun dette: Meget af det står i erindringerne, bare i en sarkastisk form og ikke uden sans for den rå humor, som givet var faderens og som hun har en snert af. Ved læsningen af de afsnit af Bernstein-bogen, som er blevet offentliggjort, tog jeg mig flere gange i at nikke genkendende til episoderne. Men jeg sad også tilbage med spørgsmålet, om Carl Bernstein har humor, og om han seriøst har spurgt sig selv, hvorfor Hugh og Dorethy blev sammen, og hvorfor Hillary passede på dem til det sidste?