Touren var tilsyneladende dråben, der fik bægeret til at flyde over for den danske cykelrytter Michael Rasmussen.
I hvert fald overvejer han ifølge en mexicansk lokalavis at skifte nationalitet til ... Mexico.
I et talkshow med tv-stationen Azteca har hans kone Cariza bedt seerne om hjælp til at få "formaliteterne til at falde på plads".
- Hvis nogen kender nogen hos migrationsmyndighederne, ville vi være meget taknemmelige, sagde Cariza for åben skærm til tv-stationen.
Og der er noget der tyder på, at Rasmussen ville falde godt til i Mexico. Det mener i hvert fald hans svigermor, Melina, der glæder sig over danskerens appetit:
- Han er altid glad for at spise, og han kan lide alle former for mexicansk mad, siger hun.
Hvis Rasmussen bliver mexicansk, kan det ifølge avisen være, at han ændrer navn til det mere lokalt klingende Miguel Ramón.