Alberto Contador er dopet.
Derfor fortjener han ikke at vinde Tour de France.
Michael Rasmussen lyver.
Derfor ville han ikke have fortjent sejren.
De opsigtsvækkende beskyldninger kommer fra den tyske dopingekspert Werner Franke.
Han mener at ligge inde med beviser, der slår fast, at Tour de France-vinderen Alberto Contador har taget doping.
- Min fjende er dopinglægerne. Derfor må jeg råbe op nu. Jeg kan bevise, at Alejandro Volverde og Alberto Contador har taget doping, siger Werner Franke til Avisen.dk.
Werner Franke er professor i molekylærbiologi og har viet sit liv til kampen mod dopinglægerne. Han stod i morges frem på tysk tv ZDF med sine beskyldninger.
Ville Rasmussen i højere grad end Contador have fortjent sejren?
- Nej, bestemt ikke. Rasmussen er ikke en bedre vinder, han er ikke engang en bedre løgner, siger Werner Franke og henviser til debatten om, hvorvidt Michael Rasmussen var i Italien, mens alle troede han var i Mexico.
- Selvfølgelig var han i Italien. Og der havde han adgang til alle mulige dopingmuligheder. Stereoider, EPO, det hele. Alt, hvad Fuentes-klanen (en række dopinglæger, red.) kunne skaffe ham, siger Werner Franke.
Ville nogen i 2007 kunne have vundet Tour de France uden at have taget doping?
- Nej, det tror jeg ikke. Systemet er lige så korrupt, som det altid har været. Der eksisterer et samarbejde mellem UCI (Den Internationale Cykel Union) og den spanske regering. Det er helt utroligt, siger Werner Franke og understreger dog, at han ikke ved, om rytterne Evans og Leipheimer, der sluttede som nummer to og tre, har taget doping.