Der er mudder og store huller på mange campingpladser og parkeringsarealer på Roskilde Festivalen. Rigtig mange biler, busser og campingvogne kan ikke komme fri af egen hjælp. De sidder uhjælpeligt fast.
Derfor har Roskilde Festival hyret Falck til at trække køretøjerne fri. Falck har kaldt ekstramandskab og kranvogne ind fra Jylland og Fyn, og lige nu arbejder seks kranvogne på at trække køretøjerne fri.
- Jeg vil tro, at der er 500-600 campingvogne, 400-500 biler og 14 busser, der skal trækkes fri, siger lederen af bjærgningsopgaven Morten Pontoppidan.
Han forventer ikke, at Falck når det hele i dag. Derfor vil fire kranvogne arbejde natten igennem for at trække bilerne fri og op på nærmeste faste vej. Og mandag vil et nyt hold stå klart til at tage over.
- Vi står med en stor udfordring. Men det er en sjov opgave, og det hele skal nok gå, hvis festivalgæsterne bare væbner sig med lidt tålmodighed, siger Morten Pontoppidan.
Tidligere på ugen stod flere parkeringsarealer under vand, men vandet er væk. Til gengæld er der mudder over det hele. Og med mudderet kommer der store huller, som bilerne sidder fast i. Og det er da også sket, at Falcks egne kranvogne sidder fast.
- Men så træder Falck til og hjælper Falck, siger han.
Få kilometer i sydøstlig retning ligger der et andet katastrofeområde, der også er bukket under for de enorme regnmasser, der faldt over især Sjælland i ugens løb.
I Godsparken ved Greve mangler mange boligejere stadig at få fjernet vand fra kælder og huse, og Falck vurderer, at der på hele Sjælland stadig er mellem 200 og 250 huse, der mangler hjælp.
- Nogle skal have fugtet huset af, mens andre skal have pumpet vandet væk. Så billedet er lidt blandet, siger Rikke Straarup fra Falcks pressetjeneste.