En flaske med det sprængfarlige TATP, to kaffefiltre med svovl, en dunk med acetone, noget brintoverilte, kalksaltpeter, fugtet kul, universalgødning og fem kilo metalstykker.
Det er bare nogle af de ingredienser, der blev fundet hjemme hos to af de fire tiltalte i den såkaldte Vollsmose-sag, der kører i Østre Landsret i disse dage.
Ingredienser, som menes at skulle have været brugt til en bombe.
Forsvarsadvokaterne mener imidlertid ikke, at de flydende væsker og gødning er nok til at fælde de fire tiltalte.
»TATP er ifølge min klient et yderst simpelt præparat at fremstille. Han sammenstiller det med knaldperler,« sagde Hugo Steinmetz, der forsvarer den 34-årige førtidspensionist M.Z., der betegnes som hjernen i gruppen.
De danske konvertits forsvarer, Frank Wenzel, negligerede også beslaglæggelserne.
»Det er rigtigt, at der er fundet en halshugningsvideo hos min klient. Det er morbidt, men det er ikke strafbart,« sagde han.
Agentens troværdighed
På retssagen andendag blev der også sat spørgsmålstegn ved civilagent L.H s troværdighed.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) beskyldes for at have brugt L.H. som radikalisator i sagen.
Forsvarsadvokaterne forlangte derfor, at der bliver indkaldt yderligere 25 vidner i sagen.
»Det er forudsætningen for at få en retfærdig rettergang,« sagde Bjørn Elmquist, der blandt andet ville indkalde tre PET-agenter, de tidligere sigtede i sagen samt et par kriminalassistenter fra Odense.
Anklagemyndigheden var uenige i, at de 25 nye vidner kan bidrage med noget nyt til sagen.
»Det er overflødig bevisførelse. Men hvis der er vidner, der kan bringe klarhed i sagen, skal de naturligvis indkaldes,« sagde vicestatsadvokat Charlotte Alsing Juul.
På mandag tager retten stilling til forsvaret krav om flere vidner.
50 gram krystalliseret TATP
To kaffefiltre med svovl
Dunk med acetone
Flaske med brintoverilte
En loddekolbe
Fem kilo metalsplinter
Formalet gødning
Kul fugtet med petroleum
CD-rommer med bombemanualer
Et afskedsbrev til en tiltaltes forældre
En pose med Blåkorn (gødning)
To poser med dyreekskrementer
Saltpetersyre
Et multimeter
Ni tændstikkeæsker og to batterier (9 volt)
Halshugningvideo
Diverse sedler med web-adresser til belastede hjemmesider
USB-stik med hundrede jihad-lydfiler
Kilde: Anklagemyndigheden