I mere end 2.000 dage har regeringen stået fast på et skattestop i Danmark. Og selvom det stadig er et politisk mantra for regeringspartiet Venstre, kan folketingsvalget koste skattestoppet livet. Også selvom Venstre stadig har regeringsmagten efter valget 13. november.
Det erkender skatteminister Kristian Jensen (V). Hvis regeringen kun kan fortsætte med støtte fra Ny Alliance, kan Venstre og De Konservative blive tvunget til at opgive skattestoppet, skriver Børsen.
- Vi kan risikere, at Ny Alliance bliver så tung en partner, at de er nødt til at få indrømmelser et eller andet sted. Det er klart, at vi er nødt til at agere inden for det folketing, som vælgerne sammensætter. Og der kan det få nogle konsekvenser, hvis der ikke er tilstrækkelig opbakning bag de partier, som ønsker at fortsætte skattestoppet, siger Kristian Jensen til Børsen.
- Hvis for eksempel borgerlige vælgere giver Ny Alliance for stor indflydelse, så risikerer vi, at der ikke kan skabes flertal bag ved skattestoppet, siger han.
Også i denne valgkamp går Venstre til valg med et løfte om at fortsætte skattestoppet. Men Kristian Jensen slår fast, at det er vigtigere at bevare en borgerlig regering end at fortsætte skattestoppet.