Det er ikke kun i Danmark at nyheden om en lille ny prinsesse bliver hilst velkommen og tiljublet. Verden over skriver medier om den første prinsesse i Danmark, der er født siden 1946.
Vores kongehus har snart overtaget rollen som yndlingskongehus i Australien, hvor alle nyheder om kronprinsesse Mary læses med stor iver. Og specielt på Kronprinsessens hjemstavn, Tasmanien, er de glade på Kronprinseparrets vegne. På samtlige af øens internetmedier ligger nyheden i top, og den lokale regering har udsendt et stort tillykke:
- Jeg er sikker på, at jeg taler på vegne af alle tasmanere, når jeg siger, at vi er henrykte over at høre nyheden fra den kongelige familie, skriver den lokale politiske leder Paul Lennon i en pressemeddelelse.
- Det er klart, at forbindelsen mellem Tasmanien og Danmark er blevet meget stærk, og vi deler det danske folks glæde, når de fejrer ankomsten af den første datter, som er født i den danske kongelige familie, siden 1946. Tasmanere er meget stolte af vores helt egen Kronprinsse, og vi sender vores varmeste ønsker ved denne store lejlighed, skriver Paul Allen.
Et foto af en glad kronprins Frederik, der fortæller den prinsessenyheden til pressen, er blæst stort op, og i næsten alle artikler får de internationale læsere at vide, at han er en stolt far til en 3,3 kilo tung datter, og at prins Christian på 18 måneder nu må til at dele legetøjet derhjemme på slottet.
Det er dog ikke alle, som har opdaget fødslen. Store nyhedssites som BBC og CNN havde søndag formiddag ikke fået øjnene op for dagens måske vigtigste historie - i hvert fald set fra en royal, dansk vinkel. Men mon ikke de nok skal opdage det.
I den tid, det har taget at skrive denne artikel, nogenlunde svarende til en halv time, er antallet af hits om vores prinsesse på en Google News søgning steget fra 118 til 123. Og der kommer hele tiden flere til.