Skrevet i samarbejde med Kaare Sørensen, kaso@avisen.dk
Der er gået valgkamp i Ungdomshuset, mener både borgmesteren, de unges advokat og en talskvinde for de unge selv.
Derfor er forhandlingerne om et nyt ungdomshus i København nu "sat på pause" til efter folketingsvalget 13. november.
- Nogle gange er det svært at forstå politik, men sådan skal det åbenbart være, siger Ditte, der er talsmand for de unge aktivister fra ungdomshusbevægelsen.
Beslutningen blev truffet på et møde tirsdag middag mellem de unge, den socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregaard og Knud Foldschack, der repræsenterer den fond, som efter planen skal føre tilsyn med ungdomshuset.
Afviser adresser er i spil
Den noget ufrivillige pause kommer efter, at et notat fra Københavns Ejendomme i dag fandt vej til Berlingske Tidende før overborgmesteren selv havde set det.
I notatet beskrives seks mulige adresser på et kommende ungdomshus, og overborgmesteren og de unge frygter nu, at naboer til adresserne eller andre skal hive det eventuelle ungdomshus ind i valgkampen.
Og det vil være uden grund, erklærerede både overborgmesteren og de unge enstemmigt efter det lange møde. For der er slet ingen konkrete adresser på bordet endnu.
- Der er vi ikke endnu. Simpelthen. Og som situationen er, har vi valgt at sætte forhandlingerne på stand-by. Der er nogle, der ønsker at drille os i valgkampen, og det er diskussionen om ungdomshuset alt for vigtig til, siger Knud Foldschack.
Han ønskede ikke at uddybe, hvem, der der vil drille de unge.
Ifølge notater er de mulige nye ungdomshuse-adresser Enghavevej 80-82, Stevnsgade 34, Fensmarksgade 65-67, Jagtvej 155D, Kigkurren 1-3 og Grøndalsvænge Allé 13/Hillerødgade 91.
Både de unge og overborgmesteren afviser, at de har haft noget med listen at gøre.