13. november skal danskerne også stemme om en ændring af tronfølgeloven. Det bekendtgjorde statsministeren, da han onsdag udskrev folketingsvalg.
I dag går sønner forud for døtre i arvefølgen uanset alder, og det er ikke helt lige til at bringe ligestilling ind i kongehuset. At ændre tronfølgeloven kræver nemlig samme omfattende procedure som en grundlovsændring.
Folketinget vedtog 2. juni 2006 en ændring, der gør, at den førstefødte står forrest i arvefølgen uanset køn. Men for at ændringen kan træde i kraft, kræver det nyvalg til folketinget, genvedtagelse i det nye ting, samt en folkeafstemning - som altså vil finde sted 13. november.
Sidst tronfølgeloven blev ændret var i 1953, da en grundlovsændring gjorde det muligt for dronning Margrethe at træde ind i arvefølgen på trods af sit køn.
I dag har kun Norge, Sverige, Belgien og Holland ligestilling i arvefølgen.