Skrevet i samarbejde med Knud Brix, knbr@avisen.dk
Dansk Folkeparti står til en massiv vælger-lussing efter den seneste tids uro i partiet. Hvis der var valg i morgen ville partiet miste syv pladser i Folketinget. Det viser en ny meningsmåling, som Sentio Research har lavet for Nyhedsavisen og Avisen.dk.
Ud af 1.000 adspurgte danskere ville 9,4 procent sætte kryds ved Pia Kjærsgaards parti, og det svarer til en tilbagegang på 3,9 procentpoint i forhold til valget i 2005, hvor partiet fik 13,3 procent af stemmerne.
Målingen er lavet netop i den periode, hvor udtalelser om tørklæder, hagekors og handicappede fra DF erne Mogens Camre, Søren Krarup og Morten Messerschmidt har fyldt mediebilledet. Og det straffer vælgerne, mener valgforskere.
»Der er helt indlysende, at Messerschmidt-sagen, uanset om han så virkelig heilede eller ej, er dråben, der har fået bægeret til at flyde over for vælgerne,« siger Mads Christian Esbensen, ekstern lektor i politisk kommunikation på Københavns Universitet.
Han bakkes op af valgforsker Søren Risbjerg Thomsen, professor ved Aarhus Universitet.
»Når der er intern splid i et parti, vil det næsten altid betyde tilbagegang. Den kommende tid vil vise, hvor god Dansk Folkeparti er til at samle op på problemerne. Det bliver afgørende for, om tilbagegangen bliver varig eller forbigående,« siger han.
Usikkerheden i målingen er på cirka to procentpoint, og dermed er der tale om en signifikant tilbagegang. I Dansk Folkeparti tror gruppeformand Kristian Thulesen Dahl dog ikke på, at vælgerlussingen bliver permanent.
»Jeg tror ikke på, at det er niveauet. I sidste weekend havde vi tre målinger, som var positive. Målingen er lavet i en weekend med massive beskyldninger mod Morten Messerschmidt, og det slår ud i resultatet. Men hvis man lavede den samme måling nu, tror jeg, at billedet ville være et andet, fordi beskyldningerne mod Messerschmidt unægteligt er noget svagere nu,« siger Kristian Thulesen Dahl.