For præcis et år siden stod her et hus. Opført til arbejderbevægelsen og erobret af bz ere og autonome. Nu er her ingenting. Ikke engang en plan for fremtiden.
De religiøse bevægelse Faderhuset, der smed de unge på porten og rev Ungdomshuset ned, har stadig ingen planer for, hvad der skal ske med deres tomme grund på Jagtvej 69. Det er heller ikke lykkedes de kristne at sælge den til nogen.
Dermed er alle endt som tabere i balladen om Ungdomshuset, mener de unges advokat, Knud Foldschack:
»De unge har mistet deres hus. Faderhuset har brugt fem millioner på at rive det ned, men har hverken kunnet få solgt grunden eller besluttet sig for, hvad den skal bruges til. Og københavnerne har skullet betale en millionregning for al det hærværk og politi, der blev sendt på gaden, siger han.
»Faderhuset kunne som mimimum have solgt grunden, så den kunne bruges til noget konstruktivt - for eksempel til et hjem for hjemløse, et socialt tilbud eller noget andet. Det irriterer mig grænseløst, at dette kølige retssamfund nu har ført til en situation, hvor alle er blevet tabere,« siger han.
Også socialdemokraterne i København ærgrer sig over, at der intet er sket med grunden.
»Vi opfordrede fra begyndelsen Fadeshuset til at sælge ejendommen hurtigst muligt, så den kunne blive brugt til et godt formål. Det er sørgeligt, at der ikke er sket noget. Grunden er jo en af de mest attraktive i København,« siger Jesper Christensen, socialdemokraternes gruppeformand i København.
Alle muligheder åbne
Faderhusets forhandler, Mikael Djarling, siger til Nyhedsavisen:
»Vi har ikke besluttet at sælge grunden, men har heller ikke udelukket det. Alle muligheder er åbne. Måske bygger Faderhuset et nyt hus, som vi selv kan bruge. Måske sælger vi grunden. Indtil vi finder en afklaring, har vi forsøgt at spørge folk på Nørrebro, om de vil bruge grunden til loppemarked eller legeplads. Men det er der ikke kommet noget ud af.«