Skrevet af Mads Jensen, maje@avisen.dk
Ulla Dahlerup nåede at glæde sig over en plads som europapolitiker i mindre end et døgn.
Som Mogens Camres suppleant i Europaparlamentet skulle hun have overtaget Dansk Folkepartis mandat, men med Mogens Camres overraskende kovending må hun vente til næste valg i juli 2009 på at komme i EU-parlamentet.
- Jeg er dybt skuffet. Ikke over partiet, men over Mogens Camre. Det er en uventet lussing, at jeg skal læse om det her på nettet. Det mindste Mogens kunne have gjort var da at ringe. Hele huset har være en stor festivitas det sidste døgn, hvor familie, vælgere og venner har været forbi for at ønske tillykke, siger Ulla Dahlerup, der ikke forstår Mogens Camres beslutning.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Tænk sig, han bruger sin vælgerforening til at hænge plakater op, arrangere vælgermøder og så videre. Og så dropper han bare det hele. Det er en helt uhørt handling, siger Ulla Dahlerup, som ikke fik nogen forklaring fra Søren Espersen, da han ringede og forklarede om situationen.
- Jeg ønsker ikke at gå ind i nogen form for motivforskning. Jeg er bare meget skuffet og uforstående, men jeg bliver i partiet og kæmper videre for at komme i Europaparlamentet.