Udadtil gør de alt for at fremstå enige, men på de interne linjer ulmer uenigheden.
Det nye medlem af Naser Khaders parti, den tidligere Venstre-mand Leif Mikkelsen, erklærer sig uenig med en af de få konkrete målsætninger, som Ny Alliance har udmeldt.
Det skriver Nordjyske.
Mens partiet officielt ønsker at øge bistanden til verdens fattigste lande, mener Mikkelsen at der ikke skal pilles ved bistanden.
- BNP stiger hvert år, og derfor betaler vi mere og mere i ulandsbistand målt i kroner og ører. Jeg mener, at beløbet er i orden, siger Leif Mikkelsen til Nordjyske.
Også på udlændingepolitikken knager enigheden mellem Khader og Mikkelsen.
Mens Khader tvivler på effekten af den såkaldte 24-årsregel, der skal forhindre tvangsægteskaber, er Leif Mikkelsen overbevist om effekten af reglen, som forhindrer unge ægtepar under 24 år i at få familiesammenføring.
- Og jeg skal have gode argumenter for at fjerne beskyttelsen af indvandrerkvinder, siger han.
Selvom de to medlemmer er også er uenige på trafikpolitikken, forventer Leif Mikkelsen dog, at medlemmerne af Ny Alliance vil kunne finde fælles fodslag.
- Der er mere, der samler os, end der skiller, og mine synspunkter står helt åbne. Jeg er klar til en ny politik og en ny alliance, siger han til avisen