Han har kun haft sin ministerbil i halvanden måned, men der er næppe noget at sige til det, hvis transportminister Jakob Axel Nielsen (K) har mareridt om flytypen Dash-8/Q400.
Allerede på sin første arbejdsdag, 12. september, oplevede SAS det andet havari med flytypen, da en af selskabets maskiner havarerede i Vilnius, Litauen. Lørdag skete det igen, da et fly med 40 personer ombord måtte nødlande i Kastrup.
- Efter ulykken i Vilnius fik jeg redegjort for hvad fejlen er, men det er jo svært at vide, om det er den samme årsag denne gang, siger Jakob Axel Nielsen.
Han er meget overrasket over, at der nu igen er sket et havari.
- Det føles noget uvirkeligt, siger transportministeren, der er godt tilfreds med luftfartsmyndighedernes beslutning om straks at udstede flyveforbud til samtlige SAS Dash-fly.
Samtidig understreger han, at han har bedt sine embedsmænd kontakte European Aviation Safety Agency (EASA), som er den europæiske instans, hvor fly typegodkendes. Her skal de drøfte Dash-8/Q400-flyets typecertifikat.
- Hvis et fly ikke har et sådant certifikat, har det ikke tilladelse til at flyve, forklarer transportministeren, og fortsætter,
- Jeg tror, at der går en rum tid, inden man vil se Dash-8-flyene i luften igen, siger han.
Flere trafikpolitiske ordførere har lørdag efterlyst svar på, hvad ministeren vil gøre. DF s trafikpolitiske ordfører mener ikke at Dash-flyene skal have lov til at komme på vingerne igen nogensinde.