Af David Trads,
chefredaktør
Dybest set ved vi
kun, at den fire-årige Madeleine sporløst forsvandt torsdag den 3. maj under en
ferie med sin mor og far og sine tvillinge-søskende på Algarve-kysten. Alt andet
er ubehageligt åbne spørgsmål:
Blev den smukke
pige bortført af ulækre pædofile mænd, som fortsat mishandler hende? Eller kan
det virkelig være rigtigt, at den søde datter er slået ihjel af sine egne
forældre?
Portugisk politi
forfølger nu begge spor. En 33-årig enlig britisk mand, der bor med sin mor i en
villa tæt på det hotel, hvor Madeleines familie holdt ferie, er på fjerde måned
mistænkt. I de seneste dage har politiet imidlertid også officielt mistænkt Kate
og Gerry McCann, pigens veluddannede forældre, for at have dræbt
datteren.
Den bedste dag nogensinde
Vi kender
forældrenes egen forklaring:
Kate McCann lagde
sin dengang tre-årige datter, Madeleine, til at sove i deres ferielejlighed
omkring klokken otte om aftenen – og i følge moderen var hun ualmindeligt glad,
hvilket hendes sidste ord bevidnede: Mor, jeg har haft
den bedste dag nogensinde. Jeg har det bare så sjovt.
Derefter forlod
Gerry, Kate og de to-årige tvillinger hende for sammen med venner at spise på et
restaurant, der lå 100 meter væk. Først Gerry og dernæst en af vennerne tjekkede
Madeleine, inden Kate klokken ti om aftenen fandt en tom seng og et åbent
vindue.
Politiet blev
tilkaldt og en enorm eftersøgning igangsat. Forældrene rejste Europa tyndt for
at skabe maksimal opmærksomhed om datteren i håbet om at finde hende – og selv
pave Benedikt velsignede fotoet af den forsvundne pige. Medlidenheden var helt
med Madeleines mor og far.
Ondskaben lurer
Sådan er det ikke
længere. Britiske sporhunde fandt spor af datterens blod i den udlejlningsbil,
som forældrene har brugt i Algarve, og mistanken er nu rettet mod de sørgende
forældre. Kate og Gerry mener, at de er udsat for et svindelnummer, der skal
fjerne fokus fra, at pædofiliringe hærger det portugisiske
ferieparadis.
Under alle
omstændigheder minder tragedien os om den ondskab, der altid lurer om hjørnet –
at der findes syge mænd, der mishandler små børn, og at der findes forældre, som
slår deres egne børn ihjel. Inderst inde håber jeg, at Madeleine er live – om
end det er rædsomt at forestille sig hende hos ulækre pædofile – men det giver
dog et håb, om at den forsvundne pige igen kan komme hjem. Til sin mor og
far.