De pårørende til to biltyve, der mistede livet ved politiets skud i 2001, får nu prøvet sagen i retten. Det er Vestre Landsret, der vil behandle de pårørendes sag, der er rettet mod Justitsministeriet og politimesteren i Århus.
Behandlingen af sagen i Vestre Landsret kommer til at dreje sig om, hvorvidt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention bliver overtrådt, når myndighederne nægter at prøve lovligheden af betjentenes skud ved retten.
Hvis de pårørende får ret, bliver der rejst drabstiltale mod de to betjente, der affyrede de dræbende skud.
Stig Wølch Jørgensen, der er far til Lars Wølch Jørgensen, som døde af politiets skud, mener, at han har kæmpet en lang og sej kamp mod systemet for at nå til dette punkt i processen:
»Vi har brugt oceaner af tid på den her sag. Men det har været nødvendigt at kæmpe kampen. Hele sagen ville være gået i glemmebogen, hvis ikke vi havde kæmpet så hårdt for det,« siger Stig Wølch Jørgensen, der er glad for at sagen endelig kommer for en dommer.
»Det passer mig fint nok, men jeg havde hellere set en direkte sigtelse mod betjentene,« siger Stig Wølch Jørgensen.
Han mener, der er grund til at tvivle på politiets arbejdsmetoder i forbindelse med sagen:
»Den officielle rapport er ikke baseret på tekniske undersøgelser af, hvad der rent faktisk skete, men på betjentenes udsagn, som, jeg mener, er det pure opspind,« siger Stig Wølch Jørgensen.
Peter Ibsen er formand for Politiforbundet, som repræsenterer de to betjente. Han mener, det er sørgeligt, at sagen åbnes igen, siger han til MetroXpress:
»Jeg har ondt af de to, der skød. De må tilsyneladende aldrig få lov til at komme videre med deres liv, selvom alle instanser har bekræftet, at de handlede korrekt. Jeg kan love, at vi vil bruge alle vores juridiske og moralske ressourcer på at støtte dem.«