Under Muhammed-krisen var han blandt de mest højrystede kritikere af Jyllands-Postens beslutning om at bringe de kontroversielle tegninger af Muhammed. En helt unødvendig hån og provokation, lød det igen og igen fra Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden.
Men i Politiken i morgen onsdag vil læserne kunne se den mest kontroversielle af alle tegningerne gengivet - Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen.
Beslutningen om at bringe tegningen er taget efter at fem personer er blevet anholdt mistænkt for at ville myrde Kurt Westergaard.
- Det er rystende og forstemmende at en gruppe mennesker i
Århus øjensynlig har været på vej til at myrde Kurt Westergaard. Det er
en lykke, at politiet har slået til i tide. Politiken vil naturligvis - i lighed med stribevis af andre
medier - i morgen endnu engang genoptrykke Kurt Westergaards
kontroversielle karikatur af Muhammed. Det viser, at terroren ikke bare
er afskyelig - men også i sidste ende magtesløs. I et frit samfund kan
vi diskutere hvordan debatten skal føres, men ikke at den skal føres,
siger Tøger Seidenfaden til politiken.dk.
Også Berlingske Tidende meldte for kort tid siden ud, at de også vil genoptrykke tegningen.
- Vi må i de danske medier sende et klart og utvetydigt signal til alle,
der måtte få samme vanvittige tanke som dem, der ville angribe Kurt
Westergaard, udtaler Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen
til jp.dk.