Selvom en rigtig festival-brandert varer gennem hele festivalen, så kan det være rart at se, hvornår den topper og hvornår den ligger på et passende leje.
Det kan man på Roskilde Festival på Camp Know How. En lejr hvor 40 studerende fra naturvidenskabelige studier fra hele landet står klar til at lære festivalgæsterne om alskens naturvidenskabelige fænomener pakket ind i Roskilde.
Campens mest populære tiltag er alkometeret, der måler festivalgængernes promille. Her har de studerende kunne konstatere en klar tendens.
- Folk bliver fuldere jo længere tid, de er her. Folk er fuldere om aftenen, og deres promille om aftenen stiger for hver dag der går, siger Camilla Møntegaard, der er frivillig i lejren, og ved siden af studerende i human ernæring.
Specielt festivalens mandlige gæster synes alkometeret er sjovt.
- Fyrene vil meget gerne slå deres kammerater, og de hujer og råber, når det lykkes, siger Camilla Møntegaard.
Camp Know How har målt promillen på omkring 100 festivalgængere. Indtil videre er den højest målte promille 2,6.
- Men de var altså også ret påvirkede, siger Camilla Møntegaard, der understreger, at lejren ikke opfordrer til konkurrence.
Indtil nu har deltagerne på Camp Know How blandt andet kunnet prøve at gå på mudder
uden at synke ned. De har opladet en mobiltelefon med en
vindmølle, kølet øl uden køleskab og været med til at udvikle en slæde
til at transportere øl. Og så har de altså testet promiller på stribe.