Osama bin Ladens terrornetværk, al-Qaeda, har for alvor slået rod i den vestlige verden og står nu stærkere end nogensinde før. Netværket er i dag i stand til at gennemføre et terrorangreb, der er større end angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001.
Sådan lyder advarslen fra den anerkendte britiske tænketank, International institute for Strategic Studies (IISS), som samtidig vurderer, at Danmark er i højrisiko.
Tænketanken har netop offentliggjort en rapport om en række emner af verdenspolitisk og militær interesse – herunder truslen fra islamistisk terrorisme. Den trussel er ifølge instituttet større end nogensinde før og lader til at blive endnu større i fremtiden.
Direktør i tænketanken og terrorekspert, Nigel Inkster, siger til Nyhedsavisen, at man blandt andet kan se den stigende trussel på de mange terrorangreb, som efterretningstjenester har forhindret rundt om i verden.
»Det vigtigste siden 11. september 2001 er, at al-Qaeda som brand og ideologi har slået rod i hele verden. Der er ikke mange lande, hvor man ikke finder grupper, der støtter al-Qaedas ideologi. Samtidig lader det til, at flere unge muslimer bliver radikaliserede,« siger Nigel Inkster.
Han bekræftede på en pressekonference i London mandag, at al-Qaeda trods krigen mod netværkets base i Afghanistan i dag atter har kræfter til at gennemføre terrorangreb, der er lige så store eller endnu større end angrebet 11. september 2001.
Også herhjemme bør det vække bekymring. I sidste uge anholdt politiet otte personer, som mistænkes for at planlægge et terrorangreb. Ifølge PET havde de direkte kontakt til ledende medlemmer af al-Qaeda.
»Danmark er helt sikkert et seriøst mål,« vurderer Nigel Inkster.