To 21-årige mænd er blevet varetægtsfængslet i 27 dage sigtet for planlægning af terror.
De første 13 dage skal de to unge mænd sidde i isolation. Det besluttede dommeren i Københavns Byret under et grundlovsforhør tirsdag aften.
De to 21-årige mænd regnes som hovedkræfterne i den terrorcelle, som politiet sprængte natten til tirsdag ved ransagninger på en række adresser i og omkring København.
I alt otte unge mænd mellem 19 og 29 år blev anholdt og sigtet for planlægning af terror. Politiet har dog kun valgt at fremstille de to i grundlovsforhør, mens de seks andre er blevet løsladt. De otte unge mænd er blevet anholdt efter længere tids overvågning. Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) har de haft direkte kontakt med ledende medlemmer af terrornetværket al-Qaeda.
Under grundlovsforhøret blev sigtelsen mod de to 21-årige læst op, inden de mange fremmødte journalister blev sendt væk igen og dørene lukket af hensyn til den videre efterforskning.
Sigtelsen efter Straffelovens paragraf 114 lyder på forsøg på mandrab og planlægning af terror, blandt andet under møder og ved anskaffelse af effekter til bombefremstilling til brug under et terrorangreb i Danmark eller udlandet.
Hvis de to mænd senere anklages og kendes skyldige i de alvorlige sigtelser, kan de idømmes fængsel på livstid.
De to 21-årige er afghanske AG fra Avedøre Stationsby og pakistanske K fra Københavns Nordvestkvarter.
De to unge mænd, som begge er spinkle af bygning, forholdt sig roligt, mens sigtelsen blev læst op. De var begge kortklippede, den ene bar en grå hættetrøje med en arabisk tekst.
Der er nedlagt navneforbud i sagen.