Leif Davidsen har de seneste årtier beskæftiget sig med Rusland som journalist og forfatter. Attentatforsøget på Aleksander Litvinenko kunne være taget ud af en af hans romaner, medgiver han. Men selvom han kunne have skrevet plottet, tør forfatteren ikke sætte navn på skurken.
»Der er en lang tradition for giftmord i Rusland, og det kan sagtens være gamle fjender i efterretningstjenesten, der har villet hævne sig på Litvinenko. Jeg tvivler på, at det er en ordre, man ville give fra øverste sted, men der er også mange ukontrollable elementer i FSB. Det kan lige så vel have noget at gøre med organiseret kriminalitet,« siger Leif Davidsen, som under Den Kolde Krig var korrespondent i Rusland.
Han tvivler på, at mordet nogensinde bliver fuldt belyst.
»Meget få af de seneste årtiers giftattentater er blevet opklaret. Og selvom briterne finder en gerningsmand, vil man ofte sidde tilbage med en mistanke om, at der kan være andre, der står bag.«