Smadrede huse overalt. Træer revnet op med roden og kastet gennem byen. Lig på gaden.
Kaos hersker flere steder i Burma efter weekendens dødscyklon, der ifølge de foreløbige oplysninger har kostet mindst 4.000 livet.
- Burmeserne siger, at det er den værste katastrofe, de nogensinde har oplevet, siger Folkekirkens Nødhjælps udsendte medarbejder i Burma, Eva Pineda Hansen.
Dødstallet kan, ifølge officielle kilder, muligvis nå 10.000 dræbte.
Nødhjælp kan ikke komme frem
Der er foreløbig kun få bekræftede oplysninger fra landet, men alt tyder på, at strøm, rent vand og husly er en mangelvare for adskillige tusinde mennesker.
Den politiske situation - Burma har militærstyre - gør det svært at få nødhjælp ind i landet.
- Folk, jeg har talt med, er vrede over manglen på respons fra regeringens side. Og samtidig er de stærkt bekymrede ved udsigten til nye heftige regnskyl i de kommende dage, her hvor så mange står uden tag over hovedet, fortæller Eva Pineda Hansen.
Avisen.dk følger katastrofen i Burma.