Naturelskere holder vejret efter et olieudslip i Øresund i nat.
Miljøskibe og en helikopter er sat ind for at få et overblik over oliesituationen i Øresund og for at få olien op af vandet.
Det er uvist, hvor meget olie, der er løbet ud fra olieterminalen på Prøvestenen på Amager i København.
Udslippet skete, da en slange til et skib ved kaj sprang læk. Måske er der tale om 200 kubikmeter olie, fortæller Søværnets Operative Kommando.
- Vi ved endnu ikke, hvor slemt det er. Det kan være alt fra fem til 200 kubikmeter, der er sluppet ud. Men vi har en helikopter af sted, der skal hjælpe os med at danne os et overblik, fortæller stabsvagt Jens Hulgaard, der forventer at få et overblik i løbet af formiddagen.
Han kan endnu ikke fortælle, om der er dyr, der er blevet fanget i olien. Men Jens Hulgaard glæder sig over, at olien ikke ligger som et tykt lag i vandets overflade, og at den heller ikke driver mod kysten.
- Så ville det være meget slemt - heldigvis lægger den her slags olie sig i klumper, siger Jens Hulgaard.