Helikoptere, redningsbåde og politibiler leder efter en forsvundet fiskekutter ud for Grenå i Østjylland.
Den forsvundne kutter med navnet Ida skulle have været i havn i Grenå klokken fem i morges, men den dukkede aldrig op. Derfor blev der slået alarm.
Ombord er angiveligt kun en enkelt person, nemlig kutterens skipper, oplyser man hos Søværnets Operative Kommando (SOK):
- Vi har indtil videre kun fundet et par spande og nogle fiskekasser, men de kan jo stamme mange forskellige steder fra. Så vi fortsætter eftersøgningen så længe, det er lyst, siger stabschefen ved SOK til Avisen.dk.
Politibiler har finkæmmet Djurslands kyst for at se, om kutteren skulle være drevet på land eller gået i havn andetsteds. Desuden deltager to helikoptere og syv skibe i eftersøgningen. Men man frygter det værste:
- Der var efter Kattegats forhold temmeligt dårligt vejr i nat med lav sigtbarhed og høje bølger. Det besværliggør også eftersøgningen, da det er svært for folk i helikopterne at overskue det oprørte hav, siger stabschefen.
Myndighederne vil gerne høre fra vidner, der kan have set den 27 fod lange, lyseblå fiskekutter i morgentimerne.