Af Sara Schlüter | sasc@avisen.dk
Som skuespiller havde Fred Thompson ry for at være en af de bedste til at portrættere myndige, offentlige personer. I årevis spillede han den kloge statsadvokat Arthur Branch i en af USA s mest sete kriminalserier Law and Order . Nu er han på vej mod virkelighedens Hvide Hus.
Den 64-årige skuespiller og politiker vil nemlig i næste uge officielt annoncere sit kanidatur til præsidentposten, oplyste hans talsmand fredag.
Og det er ikke hr. hvem som helst, der nu melder sig officielt ind i kampen om Det Republikanske Partis nominering. Allerede før han meldte sig på banen, var han med helt fremme i førerfeltet.
Thompson kommer til at kæmpe om det Republikanske Partis kanidatur med de to andre favoritter, New Yorks tidligere borgmester Rudy Guiliani og den tidligere guvernør i Massachusetts Mitt Romney.
Nedringet kone
Thompson begyndte dog ikke sin karriere som skuespiller. Han er uddannet advokat og har siddet otte år i Senatet. Han er kendt som en konservativ republikaner og var en af de ivrigste fortalere for invasionen af Irak. I en tv-reklame forud for invasionen samlede han støtte til de amerikanske krigsplaner.
»Og når folk spørger, hvad Saddam har gjort os, så spørger jeg: Hvad havde flykaprerne 11. september gjort os før 11. september?«
Fra næste uge går det løs med kampagnen, som Thompsons 24 år yngre kone, Jeri, styrer med hård hånd. Flere af parrets venner siger til Newsweek, at Jeri næsten stræber mere efter at bo i Det Hvide Hus end sin mand. Kapløbet for at få den eftertragtede bolig går i gang i næste uge.
Fred Thompson var en af Irak-krigens stærkeste fortalere, men siger, at der efter invasionen er begået fejl.
Han er modstander af abort, men vil ikke kriminalisere kvinder, der får foretaget aborter i de tidlige stadier.
Han forsvarer retten til at bære våben for alle på nær dømte kriminelle.