Der er en kælder, og der er en pige, og der er en mand.
Han presser en kniv eller et glasskår hårdt mod pigens hals og fører hende ned af den smalle trappe til en lille kælder. Han skubber hende ind i kælderen og forsøger at finde lyskontakten. Han mærker på væggene i mørket og får tændt lyset. Han finder en stump ledning i rummet. Han binder pigens hænder på ryggen og snører ledningen rundt om hendes hals.
Kvalte skrig og tavse ord
Måske kender de hinanden. Måske aner ingen af dem, hvem den anden er. Men lige nu er de begge præcis det samme sted. I den kælder, der for evigt vil binde dem sammen. Ingen ved, hvor lang tid det varer. Ingen ved, om pinslen varer minutter eller timer.
Måske taler pigen. Måske skriger hun. Uanset hvad bliver ordene eller skrigene stoppet af to store karklude, der bliver proppet ind i hendes mund, og som tvinger hendes tunge ned i hendes hals.
Manden kigger på hende. Han ridser noget, der ligner et mærke, i hendes underarm. Han står med en dunk bonevoks i hånden. Han åbner dunken og hælder langsomt den klæbrige gule voks ud over pigen på gulvet.
I baggårdens nattemørke uden for står pigens sorte cykel parkeret i cykelstativet.
Pigen i kælderen
Næsten et døgn senere, mandag den 4. juni 1990, fortæller Radioavisen, at endnu en kvinde er fundet myrdet i København.
Pigen er den fjerde af seks kvinder, der inden for kort tid bliver myrdet.
Denne gang i Pisserenden i Københavns indre by.
Pigen er Anne Stine Geisler. Hun blev 18 år. Hun havde netop fået et 13-tal i religion og var i gang med de sidste eksaminer på Christianshavns Gymnasium, inden hun kunne smide studenterhuen højt mod himlen og indlede livet for alvor.
I stedet er der en kælder, og der er en pige, og i kælderen ligger pigen og er død.
Skabets inderside
På et kontor på politigården i København sidder en mand. Han har ledet efterforskningen af mordet på Stine Geisler i 17 år. Bag ham er et indbygget skab. På indersiden af skabsdøren er to avisudklip klistret op.
Det ene handler om Stine Geisler, det andet om de i alt seks kvinder, der indenfor kort tid blev myrdet i København. Morderne er stadig på fri fod. Hver gang drabschef Ove Dahl åbner skabet, sidder han ansigt til ansigt med de kvinder, han ikke kunne yde det glimt af hjælp, som det ville være at opklare drabene på dem.
Særligt sagen om Stine ligger lige inde under øjenlågene.
Han ved, at han måske allerede har talt med morderen. Måske har han siddet over for ham og i timevis stillet spørgsmål efter spørgsmål uden at få det svar, der ville forløse alting. Måske har han kigget ind i morderens øjne, måske har han skænket morderen en kop kaffe.
Men han ved det ikke med sikkerhed. 17 års efterforskning og 4.000 forhør har ikke givet ham svar. Der er ikke et afgørende bevis. Der er ingen dna. Der er ingen vidner. Det eneste, der overhovedet er, er en pige, der ligger død i en kælder. En pige, der er blevet dræbt, af det som politiet lige efter mordet kalder en »sadistisk og pervers person, der nyder at maltraktere og ydmyge kvinder«.
Blandt døde digtere
Det er 17 år siden nu. Stine Geisler ville have været 35 år i dag. De drømme, hun skulle have drømt, ligger udrømte hen, og de mænd hun skulle have elsket, blev aldrig elsket af hende.
I stedet er der en lille gravsten under et stort træ på Assistens Kirkegården i København. Her ligger hun mellem digterne, videnskabsmændene og de solbadende københavnere.
Den lille flade gravsten har ligget netop der, i så mange år nu, at den er ved at synke ned i jorden. Så mange år er gået tabt. De ligger som en skygge i sjælen, der bliver et tungt tilbageholdt åndedrag, når man nævner hendes navn for dem, der kendte hende.
De liv, som det må have krævet umådeligt meget at få til at gå videre, stopper et øjeblik igen. Det er i det øjeblik, hvor livet ikke længere går videre, at Stine Geisler lever igen.
Nothing compares 2 U
I det øjeblik står hun på sit absolutte stamsted i tilværelsen, boheme-cafeen Sabines Cafeteria. Hun har en Queens-cigaret mellem fingrene, i højttalerne spiller Sinead O’Conners Nothing Compares 2 U .
Stine flirter med det dér glimt i sine store, blågrønne øjne. Det er her, hun har sine venner, og selv om hun er meget yngre end alle de andre stamgæster, så er det her, hun er fuldstændig hjemme: Blandt de kultursmarte og intellektuelle journalister, forfattere, skuespillere, musikere og filmfolk, som hun selv er en del af, selv om hun kun er 18 år. Men det er også i øjeblikket, hvor livet ikke går videre for dem, der kendte hende, at alt det andet slipper med ind i bevidstheden.
Voksen der falder tungt, karkludene i munden, mærket på armen og de spørgsmål, som aldrig nogensinde vil slippe deres tag:
Hvorfor? Og hvem?
Drømme og dæmoner
Stine døde en almindelig nat. Der var ikke en bad moon rising, som én, der var på Sabines Cafeteria samme nat, siger. Der var ingen mærkelig følelse af ondskab i luften.
Men den nat ændrede alligevel alt for de hundredvis af mennesker, der dagligt mødtes på Sabines. For nogle brød fællesskabet sammen. For andre brød hele livet sammen.
For nogle er det aldrig rigtig blevet repareret igen. I stedet er der flasker og dæmoner og onde drømme, der ikke forsvinder. Det er sådan folk i miljøet beskriver det i dag. Som om den nat aldrig igen vil slippe dem, men i stedet skal følge dem for evigt.
De har fulgt Stines sidste færden i tankerne så mange gange, at de næsten kan se hende på den sidste cykeltur i Pisserenden: Forbi Cafe Floss, forbi Sabines og videre de sidste få meter til porten i Teglgårdsstræde 15, der fører ind til trappen til hendes værelse på fjerde sal. Og som også fører ind til den kælder, hun skal dø i.
De har fulgt hende så ofte, at de næsten kan skelne den mand, der griber hende bagfra og presser en kniv eller et glasskår hårdt mod hendes hals.
Det hemmelige liv
Politiet afhører tusindvis af mennesker i sagen om Stine Geisler. Skuespillere, filmfolk, homoseksuelle, klassekammeraterne fra Christianshavns Gymnasium, journalister og forfattere bliver hevet ind på Københavns Politigård.
Mange af de afhørte bliver udsat for et hårdt pres for at få dem til at bryde sammen og tilstå. Men der er ingen tilståelse, og hver eneste gang politiet efterprøver et alibi, så holder det vand.
I de forhør går det op for Stine Geislers nærmeste omgangskreds, at de måske ikke kendte hende så godt, som de troede.
De forstår simpelthen ikke sammenhængen i de spørgsmål, de bliver stillet. Det viser sig, at politiet ved noget, som vennerne ikke ved. Nemlig, at Stine havde en dagbog.
Ond og sadistisk mand
I dagbogen bliver et andet liv beskrevet. Et liv med flere seksuelle forhold, som vennerne ikke kendte til.
I løbet af bogens sidste sider bliver et forhold til en 40-årig gift mand beskrevet. Manden er journalist på en stor morgenavis og har familie.
Han er et spændende og vidende menneske. Også han er en del af inderkredsen på Sabines Cafeteria. Men selv om han er et af de sidste mennesker, Stine Geisler taler om i sit liv, så har han et skudsikkert alibi.
Han var på café med sin kone omgivet af hundredvis af mennesker.
Det hemmelige liv får en af Stine Geislers venner til at sige til sin kæreste, at tv-serien Twin Peaks om mordet på Laura Palmer er fuldstændig ligesom mordet på Stine Geisler.
I Twin Peaks er der en ond og sadistisk person, som nyder at maltraktere og ydmyge kvinder. Sådan en person befinder sig meget tæt på den kælder, Stine bliver fundet i, den nat hun dør.
Den person bliver senere dømt og fængslet for mord. I fængslet er de andre fanger helt sikre på, at han har myrdet flere kvinder.
Én af dem er Stine.
Læs imorgen: Stine Geislers sidste dag i live.
I løbet af 264 dage i 1989/90 blev seks kvinder i Københavnsområdet dræbt. Samtlige mord er uopklarede.
I går fortalte vi historien om de seks uopklarede mord.
I dag og i morgen fortæller vi historien om en af de piger der døde.