Afviste asylansøgere skal ikke have lov til at bo under mere normale forhold end asylcentre.
Dansk Folkeparti fastholder ifølge Berlingske.dk, at afviste irakere skal rejse hjem til den nordlige del af Irak og hjælpe med at bygge landet op.
Sådan lyder reaktionen efter Venstres Birthe Rønn Hornbech tidligere på dagen lagde sig ud med regeringens asylpolitik. Hun foreslår, at de afviste asylansøgere får lov til at flytte ud af asylcentrene og eksempelvis får lov til at bo i nedlagte landejendomme.
- Det er ikke første gang, at Birthe Rønn Hornbech har haft sin egen mening. Vi er mere interesserede i Venstres og regeringens holdning, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, ifølge Berlingske.dk.
Birthe Rønn Hornbech har flere gange gået imod Venstres politik. I første omgang får hun ingen opbakning fra sin egen statsminister. Ifølge Nordjyske.dk vil statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke kommentere forslaget, da han ikke har set tv-interviewet med Birthe Rønn Hornbech.