Af Mads Jensen, maje@avisen.dk

Kunne det ikke være sjovt at nedsætte en verdensregering af aldrende rockkoryfæer? Bruce Springsteen kunne som industriminister tage rundt og berette om de faktiske forhold i jernindustrien. Bono som frelst miljøminister. Lou Reed tog sig af forsvar og justitsen, mens Van Morrison kunne surmule i finansministeriet. Mick Jagger og David Bowie som frontfigurer i underholdnings- og kulturministeriet. Og så Bob Dylan. Bob Dylan skulle være statsminister. Eller verdensminister.

Som han veloplagt, smilende og totalt overskudsagtigt førte sig frem i Forum mandag aften, kan intet mindre vel gøre det.

Besøget var en statsmand værdig.

Musikalsk quarterback

I modsætning til de seneste runder i sin endeløse turne, indtog Dylan scenen med guitar i hånd. Elektrisk vel at mærke. Og i fire numre gav han og bandet en blæret opvisning i sumpet boogie, blues og ren rockmusik. Pist væk var den enerverende sødsuppeagtige country-pedalsteel bund, som han serverede sine sange på, sidst han var på disse kanter. Lyden var næsten lige så skarp som jakkesættene på musikerne. I lækker afdæmpet belysning stod Dylan selv i sort western-outfit og hvid stetson flankeret af fem musikere i grå jakkesæt, slips og hatte. Både Frank Sinatra og James Bond ville falde lydefrit ind i scenemiljøet.

Musikerne kommer og går på den endeløse turné - men ikke bassist Tony Garnier. Som musikalsk quarterback sætter han taktikken, og bandet i år er tættere og mere swingende end hørt længe.

Efter en blueset udgave af It´s Allright Ma, spankulerede Dylan om bag pianoet. Og der blev han stående resten af aftenen med stort smil i det rynkede ansigt og kuglelejer i hofterne.

Dylan har på sine seneste plader været på rekogniseringstur i den amerikanske musiks kringelkroge. I modsætning til tidligere i karrieren er ordene trådt ned fra piedestalen for at give plads til togter ind i dybet af den amerikanske sangskat. Blues, country, jazz, swing og rockabilly mødes i en dynamisk og velspillet smeltedigel der tages med på scenen.

Krystalguirlander

Og så alligevel.

Visions Of Johanna og Desolation Row. To af de sange, der definerede Dylan som poet og nyskaber i midten af tresserne præsenteres. Han får aldrig igen de mange ord til at svæve som luftige krystalguirlander under loftet som på livepladen fra 1966, men mindre kan også gøre det. I aftes hoppede de vel nærmest som støvbolde langs gulvet, men her på den kun fjerde koncert efter en længere pause, stod stemmen knivskarpt i lydbilledet. Meget er sagt om Dylans stemme, men hvis man er til lagret gorgonzola og røget maltwhiskey fremfor Danbo og Bacardi Breezers, bliver man afhængig.

Dylan skrev dem i en manisk rus skabt af en cocktail af efedrin og ungdommelig uovervindelighed. Lur mig, om han fattede en brik mere af sangene end vi andre i aftes. Men når lyden er så god, og Dylan så veloplagt som tilfældet var, så er det stor, stor kunst. Som at kigge på et abstrakt maleri, der alt efter humør giver ny mening, hver gang man ser det.

Løftet på hatten

Stemningen blev i den grad sparket tilbage i publikum, da bandet trykkede pedalen i bund  på løsslupne versioner af Summerdays og Like A Rolling Stone. Flere gange var man nervøs for, at den aldrende kapelmester ville bruge pianoet som gymnastikredskab og byde på en gang spring over buk. Han nærede sig, men til gengæld gyngede det hos det blandede publikum på gulvet. Til en Dylan koncert ser man både velaflagte 68ere i bløde skindjakker og farvestrålende nederdele og sjaler, og helt unge i t-shirts der kræver både ungdomshuset og Jim Morrison tilbage.

Som sekstende og sidste nummer bød maestroen på en gnistrende udgave af All Along The Watchtower. Dylan har udtalt, at han altid spiller nummeret til ære for Jimi Hendrix der i tresserne elektrificerede det oprindeligt akustiske countrynummer.

Han må have løftet på hippiehatten i rockhimmelen i respekt for guitarist Denny Freemans arbejde i aftes.

Egentlig ærgerligt at Jimi Hendrix ikke er her mere til at give et nap med i sundhedsministeriet.

Det må Keith Richard så selv ligge og rode med.