I dag træder den til dato mest omfattende overvågning af danskere i kraft.
Nye regler betyder, at oplysninger om alle telefonsamtaler, alle sms er og mails og alle sider, vi besøger på internettet, bliver registreret og gemt. Teleselskaberne kan fra i dag også tvinges til at udlevere oplysningerne til politiet. Det skyldes en bekendtgørelse om terrorbekæmpelse, der blev udstedt sidste år.
»Det er den mest omfattende registrering af danskere nogensinde, og det er helt ude af proportioner,« siger seniorrådgiver Rikke Frank Jørgensen fra Institut for Menneskerettigheder.
Nemt at undgå
Hun bliver bakket op af en lang række organisationer og it-eksperter.
Reglerne betyder, at vi alle sammen bliver overvåget og registreret i forsøget på at afværge terrorangreb. Men hvis man vil undgå overvågningen, er det utrolig nemt.
»Computere på biblioteker er for eksempel undtaget fra loven. Ligesom taletidskort er. Derfor er loven et enormt hegn, med store og tydelige huller,« siger Rikke Frank Jørgensen.
Men man behøver ikke at gå på biblioteket for at undslippe overvågningen. Nettet flyder med gratis programmer, som sørger for at sløre ens spor.
Lov er makværk
»Loven er noget makværk. Det er fuldstændig vanvittigt at overvåge samtlige danskere for at finde potentielle terrorister, som med basal computerkendskab kan undslippe overvågningen,« siger Peter Ussing, der er formand for forbundet af it-ansatte, Prosa.