Skrevet i samarbejde med Knud Brix og Mette Boysen.
Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) besøger børnehaver i Nordsjælland, valgte hans tidligere kommunalordfører, Leif Mikkelsen, at forlade Venstre til fordel for Ny Alliance.
Men det bekymrer ikke Venstres formand. Fogh mener ganske simpelt ikke, at Mikkelsens farvel vil betyde noget for Venstre.
- Den politiske situation i Venstre er uændret og regeringens flertal er intakt. Og hvis ikke det er tilfældet, tror jeg alle sammen, vi kender konsekvensen, siger statsministeren med henvisning til udskrivelsen af et Folketingsvalg.
Til gengæld kalder Søren Pind - en anden af Venstres kritikere - det et wake-up call til Venstre.
- Jeg ser det som et advarselssignal om, at der foregår nogle ting i Folketinget som er temmelig uoverskuelige. Det skal vi i Venstre skal være meget opmærksomme på. Lige pludselig står vi en situation med tre løsgængere og et nyt parti. Og det kræver en særlig indsats i Venstre, siger Søren Pind (V).
Søren Pind er også personligt ked af at miste Leif Mikkelsen som partikammerat.
- Jeg er dybt rystet og smadder ked af det. Det er en mand, jeg har den dybeste respekt for, der nu forlader Venstre.