Det er svært at forestille sig, at en præst og en generalsekretær for en nødhjælpsorganisation skulle være uenige om forfærdeligt meget, men når præsten hedder Søren Krarup (DF) og generalsekretæren Jørgen Poulsen (NA), så er det straks en anden sag.
De to herrer står hver især stejlt på deres holdninger i specielt asylpolitikken, og nu kræver Søren Krarup et regulært Showdown.
- Jeg er dybt og grundlæggende uenig med Jørgen Poulsen. Han repræsenterer en form for missionerende moralisme, som byder mig imod. En dansk politiker er forpligtet på sit ansvar for Danmark og det danske folk. Han skal ikke frelse verden eller udbrede en selvretfærdig ”godhed”, siger Søren Krarup i sin udfordring.
Han foreslår, at kampen går ned fredag 9. november på Harmonien i Haderslev, og Jørgen Poulsen er positiv indstillet.
Da Jørgen Poulsen bliver præsenteret for Søren Krarups begrundelse, griner han længe og svarer så, at Søren Krarup er sød, skriver Politiken.
Derefter bliver folketingskandidaten for Ny Alliance dog alvorlig.
- Nej, jeg vil meget gerne gennemføre en valgkamp uden at falde i den slags personlige nedværdigende kommentarer. Jeg har alt respekt for ham som menneske, men jeg er dybt uenig med ham politisk. Det ville være godt, hvis vi kunne få en debat, der gav os begge en større indsigt. Hvis der skal være mening med sådan et møde, så skal begge parter lytte og forhåbentlig gå derfra klogere. Jeg vil ikke deltage i smudskastning, siger Jørgen Poulsen til avisen.
Begge politikere stiller op i Sønderjylland
Søren Krarup er opstillet i Haderslev og Jørgen Poulsen er Ny Alliances spidskandidat i den sydjyske valgkreds.