Kunsten at græde i kor
Instr. Peter Schønau Fog
Filmen får premiere i biografer landet over fredag 27. april
Man burde have sat en ægte sønderjyde til at anmelde den her film, for det hænder, at man griner, alene fordi dialekten lyder så sjaw.
Men nuvel, jeg er født på grænsen til dette flade stykke syd-Danmark og behøver som sådan ikke undertekster for at forstå mundarten, og jeg skriver prompte under på, at jeg aldrig har set så præcis en miljøskildring.
Sønderjylland var (og er måske endnu) en egn, hvor den indre missionske arv sørger for at holde både synd og skam inden for hjemmets fire vægge. Her er ’Hvad tænker naboerne mon ikke?’-mentaliteten udbredt, enhver passer sit og familiens tætte sammenhold på tværs af generationerne er selve tilværelsens grundsubstans.
Det er nærmest italiensk, bare uden den umiddelbare varme. Kærlighed gør man sig ofte fortjent til.
I ’Kunsten at græde i kor’ må både den 11-årige Allan (fantastisk spillet af debutanten Jannik Lorenzen) og hans storesøster Sanne (Julie Kolbeck) også ofre sig i grotesk grad for at holde sammen på familien.
A tar a liv
Når livet er værst ved faderen (Jesper Asholt), ender han gerne på sofaen, mens han flæber og truer med ’a ta a liv a sig selv’. Det er her, Allan viser sin usædvanlige samarbejdsvilje. Han presser storesøster, fordi kun hun kan trøste far nede på sofaen (mor er jo på sovepiller), og han udarbejder en slags dødsliste, for begravelser gør også far i fint humør. Farmand er nemlig så god til at holde kistetaler, at det får folk til at græde i kor.
Og sådan går den selvmedlidende mælkemand og hans samspilsramte familie langsomt i opløsning, mens man skiftevis griner og græder af de både farceagtige og sindsoprivende scener.
Det er naturligvis også Erling Jepsens fortjeneste, at filmen på så modig vis tør bryde med et af tidens allerstørste tabuer. Den sønderjyske dramatiker skrev i 2002 sin delvist selvbiografiske roman, og netop det faktum, at Erling Jepsen selv er offer, gav ham en vis ret til at skildre tragedien så hjerteskærende humoristisk.
Barnlig naivitet
Instruktøren Peter Schønau Fog samler (med hjælp fra manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen) tråden op på bevægende vis, og man aner en Niels Malmros-agtig sans for både de mundrette replikker og især alt det usagte, der i sin afdæmpede balance giver filmen et psykologisk liv, som stikker dybere end både tårer og latter.
At alle skuespillerne taler sønderjysk, er således kun en del af det særlige kunstgreb, der får ’Kunsten at græde i kor’ til at lykkes på fortrinlig vis. Men genistregen er (som i bogen) at fortælle hele den forfærdelige historie gennem et barns naive sind. På den måde udstiller filmen mere, end den anklager, og den moralske pegefinger bliver erstattet af en forløsende eftertanke.
Det sørger samtlige de skæve karakterer for – både den dødsfikserede Faster Didde (Gitte Siem Christensen) og den altopofrende mor (Hanne Hedelund) og alle de andre. Se den, du bliver måske klogere på det ubegribelige.