Der var godt gang i de lunkne fadøl og brankede skuldre mellem teltene, da Danmarks Smukkeste Festival – Skanderborg Festival – tyvstartede onsdag eftermiddag.
De første glade festivalgæster ankom allerede mandag, og sent tirsdag aften blev hegnet til campingpladsen væltet, og den årlige kamp om pladserne fortsatte til langt op af dagen.
Festivalen har i år lagt sig ud med en dag mere og har i år valgt at spendere mere på musikken end nogensinde før – i alt 15 millioner kroner.
Det betyder dog ikke, at der er ændret meget i festivalens musikalske linje. Årets program nærmest bugner af gamle kendinge som Kim Larsen, One Two, Danser med Drenge, Thomas Helmig og Dodo and The Dodos, og de nyere kunstnere har svært ved at konkurrere med dem på plakaten.
For hyggens skyld
Ifølge Ekstra Bladets musikanmelder Henrik Queitsch er det da også mere for hyggen end musikkens skyld, at langt de fleste af festivalens mange tusinde gæster vælger at tage til Skanderborg.
»Der er åbenbart ingen grænser for, hvor meget Kim Larsen eller Nephew folk vil have. Publikum kommer her for stemningen og hyggen. Det er i hvert fald ikke for at få den store musikalske åbenbaring, at man tager hertil«, lyder det fra Queitsch, efter han har kastet et kritisk blik på årets program.
Han roser dog festivalen for også at have plads til at præsentere en håndfuld nye, mindre kendte kunstnere, som Broken Beats og Dúné.
Festivalchef Kirsten Hansen tager ikke kritikken så tungt. Hun tror på, at festivalen har fundet den rette opskrift, når det handler om at sammensætte musikken:
»Vi har et bredt program og giver folk det, de vil have. Jeg er absolut stolt af årets program og sikker på, at det falder i god jord hos vores meget brede publikum.«
Årets Skanderborg Festival kommer til at være en blandet fornøjelse for de
mange festivalgæster. Hvis man skal tro den gamle myte om, at når vejret er
dårligt på Roskilde Festival, bliver det godt på Skanderborg, burde det blive
en suveræn, solrig én af slagsen.
Men det ser ikke sådan ud. Torsdag kan det blive op til 25 grader med en
lille risiko for regn og torden først på dagen.
Fredag får vi hele 26 grader, hvor der først på dagen er tørt, og hen på
aftenen og natten kommer der højst sandsynligt regn- og tordenbyger.
Lørdag er der igen 26 grader på programmet med stor risiko for regn først på
dagen.
Søndag slutter festivalen af med jævnt 25 grader, dog med bygerisiko og hele
5 mm regn