Normalt koster det skæld ud at glemme at barbere sig i det britiske forsvar. Men i Afghanistan har briterne vendt fuldstændig op og ned på reglerne for ansigtsbehåring: Adskillige soldater er direkte blevet beordret til at anlægge fuldskæg, skriver The Times.
Skæg-ordren skyldes, at fuldskæg er et tegn på autoritet blandt afghanske stammer i Sydafghanistan. En britisk soldat med skæg har ganske enkelt nemmere ved at få ørenlyd blandt de lokale end en glatbarberet kollega.
»Fra vi begyndte at anlægge skæggene, blev det set af de lokale ledere som et tegn på, at vi anerkendte deres kultur og respekterede dem. Når vi var mere bestemte og prøvede at løse problemer, så kiggede de på mig, når jeg talte, accepterede at jeg var lederen hos os, og lyttede,« siger Kevin O Brien fra det britiske flyvevåben til The Times.
Flyvevåbnet mener, det er første gang, at dets soldater har fået lov at anlægge fuldskæg i kamp.
Skæg mod terror
I Danmark må soldater godt have skæg, men det danske forsvar har endnu ikke beordret mænd til at gro ansigtsbehåring for at støtte krigen mod terror.
»Nej, det har vi ikke overvejet, og jeg havde faktisk ikke hørt om, at briterne gør det. Men nu du bringer det op, vil jeg da forhøre mig, om det er noget, man skulle overveje, hvis det virkelig kan hjælpe,« siger presseofficer ved Hærens Operative Kommando Erik Bøttger.
For de britiske tropper nytter det dog ikke at blive alt for glad for det skæggede udseende. Soldaterne vil blive beordret til at fjerne skæggene, så snart de vender hjem fra Afghanistan.