T-Mobile-rytteren Patrik Sinkewitz nægter at tro på, at hans dopingprøve afgivet den 8. juni er positiv. Det var den klare besked til det tyske nyhedsbureau, dpa, da det prøvede at få en kommentar fra rytteren.
- Jeg? Hvorfor mig? Det ved jeg ikke noget om. Det kan ikke passe! Jeg skal opereres om kort tid og kan slet ikke forholde mig til det lige nu, siger Sinkewitz til dpa.
Hans cykelhold har med øjeblikkelig virkning suspenderet rytteren, der er udgået af årets Tour de France efter et voldsomt styrt efter søndagens etape, hvor Sinkewitz torpederede en tilskuer.
T-Mobiles sportsdirektør, danske Brian Holm, har tidligere på dagen erklæret, at Sinkewitz kan regne med en fyreseddel, hvis også b-prøven er positiv.
Patrik Sinkewitz første prøve viste for høj værdi af testosteron. I følge dpa lå forholdet mellem testosteron og epitestosteron på 24 til 1. Den tilladte værdi er 4 til 1.