Det er ikke kun moderpartiet, der har vind i sejlene. Også SF Ungdom oplever stor medlemsfremgang disse dage. Ungdomspartiet får for øjeblikket omkring 60 nye medlemmer dagligt.
- Det er en god tid at være SF’er. Vi stormer frem, også i ungdommen. Vores synspunkter rammer præcis det, de unge har savnet under VKO-regeringen. Jeg er helt overbevist om, at vi kommer til at vinde valget på uddannelsesstederne, siger Nanna Westerby, landsformand for SF Ungdom i en pressemeddelelse.
I løbet af valgets første dage har SFU fået et indmeldelsesantal, der svarer til en tredjedel af Dansk Folkepartis Ungdoms medlemmer.
Nanna Westerby tror, at hemmeligheden bag partiets succes er, at mange unge føler sig oversete i en valgkamp, der fokuserer meget på personangreb mellem de store partiers ledere. Nanna Westerby mener, SF rammer uden om den tendens:
- Vi har været meget omhyggelige med at fokusere på vores visioner og vores politik. Det taler til unge. De er ligeglade med personlige opgør mellem statsministerkandidaterne, siger hun.
SF Ungdom er med sine over 100 afdelinger i dag landets største politiske ungdomsorganisation.