Måske var det min egen skyld . Jeg sagde ikke nej . Min krop kunne lide det .
Den slags tvivl nager i årevis mennesker, der som børn er blevet misbrugt seksuelt.
For selv om et barn føler voldsomt ubehag et seksuelt overgreb og kan blive traumatiseret af det, har barnet ikke begreb om den syge voksenseksualitet, som de har været ofre for. Det fortæller psykolog Bodil Dichow, leder af Thora Center for seksuelt misbrugte.
- Børnene bliver forskrækkede, bange, genkender og forstår ikke, hvad der sker, når de bliver misbrugt. Nogle af børnene tror, at de gerne selv har villet det, fordi de måske har oplevet, at deres krop har reageret positivt på, at en anden har rørt ved dem. Især drengene kan jo se, at deres krop reagerer. Det er også derfor, at de pædofile nogle gange forklarer over for dem selv, at barnet kunne lide det, siger hun.
Laver figurer i modellervoks
Men børnenes reaktion, hvor kroppen reagerer på stimuli, er rent biologisk. Og allerede mens barnet er lille, kan det lære, at der ikke er nogle voksne, der nogensinde må få lov at gøre mere ved dem igen.
- Man må altid arbejde ud fra barnets aldersniveau. Vi tegner, maler, laver figurer i trylledej og modellervoks. På den måde kan de forklare, hvad de har oplevet, og vi kan arbejde med, hvad man kan gøre ved det. At der er ja-følelser og nej-følelser, siger Bodil Dichow.
Svært i puberteten
Efterhånden, som barnet bliver ældre og udvikler sin egen seksualitet, skal overgrebet fortolkes og bearbejdes igen.
- De misbrugte børn kan få angstproblemer, problemer med koncentrationen, med det at kunne have et samvær og nærvær med andre mennesker. Der, hvor det kan vise sig senere, er i puberteten, hvor de skal udvikle deres egen seksualitet. Når de havner i situationer, der minder om overgrebet, vil de kunne huske det følelsesmæssige fra dengang. Derfor skal de følges i årevis, fortæller Bodil Dichow.
Brug for hjælp igen
Samme erfaring har Pia Rathje fra Rigshospitalets Team for seksuelt misbrugte børn.
- Børn bearbejder lidt i portioner. Der er én støtte, som man skal have, når man er fem år. Og så en anden støtte, man får behov for, når man bliver pubertetsbarn, For så ser man det overgreb, man har været ude for i et andet perspektiv, fordi det griber ind i ens egen forståelse af ens ungdomsseksualitet. Så der vil være perioder i livet, hvor man igen vil få brug for hjælp, siger Pia Rathje.
Også når man senere får en rigtig kæreste og vil stifte familie, kan traumerne trænge sig på. Når et barn derfor afslutter et forløb med behandlingsteamet på Rigshospitalet, er det altid med tilbud om, at det må komme tilbage, hvis det får brug for igen at tale om overgrebet.
- Det skal jo bearbejdes og integreres på en ny måde, siger Pia Rathje.