Der skal hardcore handling på bordet, hvis Tour de France nogensinde skal rejse sig fra dopingskandalerne og genvinde publikums interesse.
Det mener det danske reklamebureau Propaganda, der netop har udviklet et lille minikoncept for, hvordan det 104 år gamle løb skal genvinde sin troværdighed.
Løsningen er at ramme holdene på pengepungen, forklarer firmaets direktør, Bjørn Stene:
- Vi foreslår, at løbsledelsen kræver, at hvert hold stiller en bankgaranti på mellem fem og 10 millioner euro. Hvis en rytter så bliver testet positiv for doping, mister holdet alle pengene, siger han.
Det vil også være et nemt budskab at formidle, når Touren skal overbevise publikum om, at det kun er rene rytter, der kører.
- Ledelsen har behov for at fortælle en klokkeklar historie om, at nu sker der noget. Nu bliver der handlet og slået hårdt ned. Ellers kommer folk ikke tilbage, siger han og vurderer, at det med sådan en strategi ville tage godt tre år for Touren at vinde troværdigheden tilbage.