Af Jakob Meldgaard, jame@avisen.dk
Den ene
tradition holdt, lad os nu bryde den anden.
Sådan må
beskeden være her fra Norge, hvor Danmark torsdag aften spillede sig i den
fjerde EM-semifinale i træk med en sejr på fem mål over Slovenien.
Nu gælder det
bare om, at bryde den næste tradition: At Danmark altid taber. Det plejer det
danske herrelandshold nemlig, hver gang det når så langt.
Godt nok
plejer Danmark så at vinde den efterfølgende bronzekamp, men det er ikke nok
denne gang.
- Vi er
virkeligt glade for at være i semifinalen, men vi er ikke tilfredse. Vi vil det
skridt videre, som Michael V. Knudsen sagde det efter kampe, hvor han som de
andre spillere havde svært ved at skjule sin glæde.
Det til trods
for at spillet ikke var helt deroppe, hvor det var mod Kroatien og
Polen.
- Man kan jo
ikke vinde med 10 hver gang, som Joachim Boldsen grinende sagde efter kampen.
Men mindre
kunne jo også sagtens gøre det, og Ulrik Wilbek havde forklaringen parat: Hans
spillere ganske enkelt er slidte efter tre kampe på tre dage.
- Vi har godt
af hviledagen fredag, indrømmede han.
Kasper Hvidt
i målet stod stærkt – igen – og beviste med mange vigtige redninger, at han
hører hjemme i verdenseliten. Det samme gør flere af de andre spillere, selvom
ikke alle viste det i kampen mod Slovenien.
Lars
Christiansen og Lasse Boesen gjorde det dog begge rigtigt godt. Lars scorede,
hver gang Danmark havde straffe, mens Lasse var manden, som sørgede for
langskudsmålene, hvis Danmark havde lidt svært ved at spille sig helt
igennem.
På lørdag er
kravet en sejr over Tyskland i semifinalen i Lillehammer på lørdag. Og det kan
de danske drenge også sagtens klare. For det er ikke alle traditioner, man skal
holde.