- Det mest hæderlige er, at når man inviterer folk til et regeringssamarbejde, så tilbyder man dem også ministerposter.
Så klart er budskabet fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, til Ny Alliance. Allerede søndag bejlede partiet både til de konservative og Ny Alliance, og i Jyllands-Posten sætter partiet trumf på ved at tilbyde ministerposter til Khader & Co. i en SRY-regering.
- Det vil være naturligt, siger Henrik Sass Larsen.
Men Ny Alliances formand, Naser Khader, synes ikke at det virker naturligt. Det virker snarere som om Socialdemokraterne bliver mere og mere desperate, siger han til Jyllands-Posten.
- Vi er kun få dage inde i valgkampen, og socialdemokraterne er allerede
ved at udnævne ministre. Det er ærgerligt, at de åbenbart er indstillet
på at give køb på alt for at komme i regering. For os er det afgørende
politikken, og hvis de tror, at de kan købe os med ministerposter,
tager de helt fejl, siger Khader.
Mens de radikale ikke vil sige noget om Ny Alliance i en SR-regering, vil Venstres beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen gerne kommenterer den seneste udvikling.
- Ny Alliance går til valg på en skat på 40 pct. Socialdemokraterne er
indædte modstandere af selv den mindste skattelettelse til almindelige
mennesker. Det er ren desperation at tilbyde ministerposter til et
parti, der har en mærkesag, som man er principielt og ideologisk
modstander af, siger han.