Det er ikke kun i København, der skal have billige boliger, hvis det står til Socialdemokraterne. Kommunerne omkring de store byer skal i den kommende valgperiode bygge mellem 28.000 og 32.000 boliger til en husleje på omkring 5000 kroner, det skriver Berlingske Tidende i dag.
Det skal først og fremmest være de rige kommuner som Gentofte, Rudersdal og Vallensbæk, der skal opføre de billige boliger, og hvis de ikke kommer hurtigt i gang, så er Socialdemokraterne parate til at tvinge dem via loven.
- Nu er vi efterhånden nået dertil, hvor selv sygeplejersker og politibetjente har svært ved at bosætte sig i de store byer. Nu skal der ske noget, og i første omgang vil vi forsøge os med en dialog med de rige kommuner. Går det ikke, så må vi via lov tvinge dem til at bygge billige boliger, siger S-socialordfører Mette Frederiksen til avisen.
I København har overborgmester Ritt Bjerregård (S) har svært ved at opfylde sit valgløfte om 5.000 boliger til 5.000 kroner. Det mener Mette Frederiksen, at den nuværende regering bærer skylden for. Byggegrundene er nemlig eksploderet i pris, og man kan ikke købe byggegrunde til under markedspris, hvilket gør det svært at bygge billigt.
Borgmesteren i Gentofte Hans Toft (K) er særdeles afvisende overfor idéen.
- Jeg kan bare sige: Det gør vi ikke. Byggegrundene er dyre, og hvis staten vil have billige boliger, så må den selv købe byggegrunde eller lejligheder og så komme med tilskuddene, siger han til avisen.
Ifølge professor i offentlig ret Claus Hagen Jensen er det fuldstændigt legitimt, hvis lovgiveren vil åbne mulighed for, at kommunerne kan medvirke til at der bliver bygget billige boliger.