Sydøstjyllands Politi undersøger i øjeblikket om røveriet torsdag aften mod en pengecentral i Fredericia har forbindelse med gårsdagens millionkup i Brabrand ved Århus.
Politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Benny Tollestrup kalder det påfaldende at to pengecentraler inden for et døgn har været udsat for røveri.
- Derfor har vi nu sendt overvågningsbillederne af de to maskerede mænd til Århus for at se om der sammenfald, siger Benny Tollestrup.
Klokken 23.15 torsdag aften rykkede politiet i Fredericia ud til Dansk Værdihåndterings bygning, der kort forinden havde været udsat for et røveri. To maskerede mænd gik ved 23-tiden ind i bygningen, hvor de ved hjælp af verbale trusler og geværlignende genstande overmandede to kvindelige ansatte, som efterfølgende blev bagbundet. Røverne slap ifølge politiet afsted med et større beløb.
Teknikere er i øjeblikket ved at finkæmme pengecentralen for spor, men i første omgang går politiet ud fra, at røverne er fra Østeuropa. Vidner har forklaret, at røverne talte noget, der godt kunne minde om polsk med hinanden, mens de talte engelsk til personalet. De to bagbundne kvinder led ikke fysisk overlast under røveriet.
A: mand, 20-40 år, 170-175 cm, alm. af bygning. Iført sort hættte med huller til øjne, sorte bukser, fleecetrøje med mørkegrå ærmer. Talte udemærket engelsk men talte østeuropæisk, muligvis polsk eller jugoslavisk.
B: mand, 25-35 år, 170-180 cm, alm. af bygning, iført sort/mørkegrå hætte, der sad helt tæt til ansigtet med 3 store huller til øjne og mund. Hullerne var pæne runde i kanten og de var så store, at man kunne se øjenbrynene, der var lysblonde. Iført en bluse/trøje med lidt posede ærmer. Havde et ukendt våben hængende i en rem over højre skulder. Våbnet havde et langt smalt rør med et håndtag der gik nedad. Våbnet målte i alt ca. 45-50 cm. Talte engelsk med lidt besvær og talte østeuropæisk, muligvis polsk eller jugoslavisk.
Sydøstjyllands Politi i Fredericia er stadig meget interesseret i henvendelser fra offentligheden i sagen på tlf. 114.