Det er ikke pæne ord, som Københavns overborgmester har til overs for sit eget parti.
- ’Velfærd frem for skattelettelser’ er ikke politik - det er et slogan!... Der er brug for, at vi sætter spørgsmålstegn ved vores politiske projekt, skriver Ritt Bjerregaard i en fælles erklæring med blandt andre filmmanden Peter Aalbæk Jensen.
- Hvis ikke der er politisk opposition, så handler politik bare om, hvem der kan slå hvem, og det kan man lige så godt rafle om, som stemme om. Politik ender som en privilegeret del af underholdningsindustrien. Og det gider vi ikke nøjes med.
Vil danne særlig gruppe
Ritt Bjerregaard kalder det seneste folketingsvalg i november for historisk utilfredsstillende resultat på alle punkter og langer ud efter partiets strategi.
- Noget tyder på, at vi i valgkampen blev bange for vores egen skygge. Strategien var, at skræmme færrest mulige vælgere væk ved at sige mindst muligt, som kunne være kontroversielt. Der er vist ingen tvivl om, at den vej endte blindt.
Men nu skal der ske noget, for det eneste, der er værre end at fejle, er at undlade at tage ved lære af det, som gruppen skriver i sin erklæring.
Derfor vil ”Den Røde Skole” nu afholde fire store debatmøde og diskutere indhold.
Helle er uenig
Helle Thorning-Schmidt – formand for Socialdemokraterne og i mange år regnet som en god veninde af Ritt Bjerregaard – mener, at gruppen tager fejl.
- Der er ikke tvivl om, at det var et valgresultat, som vi ikke kan være tilfredse med. Men jeg vil hellere diskutere det med dem direkte end gennem TV 2. Det er fint, at socialdemokrater nu mødes og diskutere politik. Jeg er ikke enige med dem, men det er godt, at vi tager en diskussion, siger Helle Thorning-Schimdt til TV 2.
Debatmøderne finder sted 31. januar, 7. februar, 17. april og 8. maj.
Foruden Ritt Bjerregaard og Peter Aalbæk Jensen er også formanden for Socialdemokraterne i København, Jan Salling, pressechef for Ritt Bjerregaard Kasper Fogh Hansen og en af Ritt Bjerregards nære medarbejdere, Louise Høst, med i gruppen Den Røde Skole.