En tankvogn med cirka fire tons af det særdeles brændbare stof Ethen væltede søndag på Platinvej i det vestlige industrikvarter i Kolding
Politiet valgte efterfølgende at evakuere folk i et nærliggende beboelsesområde, da der var risiko for at bilens indhold skulle eksplodere. Brandfolkenes strategi i forhold til slukningen, var, at lade indholdet sive ud af bilen og langsomt brænde ud.
- Hvis man begynder at slukke branden, kan der ske noget. Men hvis det bare fortsætter med at brænde som hidtil, så er det forhåbentlig overstået om en tre-fire timer, sagde den vagthavende ved Sydøstjyllands Politi i Kolding søndag eftermiddag til Avisen.dk.
Den melding viste dig dog at være for optimistisk. I disse timer er brandfolk således fortsat i gang med slukningsarbejdet, der på grund af eksplosionsfare foregår i behørig afstand til tankvognen.
I en pressemeddelelse oplyser Kolding Kommune, at vejene Ny Esbjergvej, Stålvej, Kobbervej og Alpevej er spærret, og at der er foretaget evakuering af beboelsesområdet syd for Brogårdshaven, Tingstedhave, Østervej, Taksvej og Morbærvej. Alle de evakuerede er blevet indkvarteret på Ålykkeskolen.
I første omgang lød meldingen, at de evakuerede ville være hjemme igen hen på aftenen, men som det ser ud nu, kommer cirka 40 til at tilbringe natten på skolen.
Årsagen til ulykken kendes endnu ikke.