Der er noget til dem med høje lønninger.
Og der er noget til dem med en lav indtægt.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og viceststatsminister Bendt Bendtsen (K) er efter et længere forhandlingsforløb blevet enige om en model for skattelettelser. Det erfarer Nyhedsavisen.
Ved at lette skatten både i toppen og bunden har begge regeringspartier fået noget med hjem fra forhandlingsbordet.
Ifølge TV 2 er der tale om skattelettelser for 10 milliarder kroner. Fem milliarder går til de lavestlønnede ved at hæve jobfradraget, mens yderligere fem milliarder kroner bruges til at hæve grænserne for,
hvornår man skal betale mellem- og topskat.
Regeringen forventes at præsentere skattelettelserne på et pressemøde tirsdag sammen med en ny plan for dansk økonomi i årene frem til 2015 og den længe ventede kvalitetsreform af den offentlige sektor.
Om der også - som flere kommentatorer har spået - udskrives valg, ved kun statsministeren og hans allernærmeste.
Regeringstoppen ønsker ikke at udtale sig om hverken planen eller et eventuelt valg. Finansminister Thor Pedersen (V) lover dog, at den samlede pakke vil komme alle danskere til gavn.
Gruppeformand for Socialdemokraterne, Carsten Hansen, vil derimod godt give sin mening om de planlagte skattelettelser til kende.
- Vi har ikke råd til både skattelettelser og øget velfærd. Vi synes hellere, at man skulle bruge råderummet på den offentlige sektor og bedre velfærd end på skattelettelser, siger han til TV 2.