Det ligner for alvor et gensyn med spansk fodbold for Michael Laudrup.
Real Madrid har på et bestyrelsesmøde torsdag besluttet at skille sig af med Fabio Capello, som i den forgangne sæson ellers sikrede madrilenerne det første spanske mesterskab i fire år.
- Vi mener ikke, at Capello er den rette mand til at stå i spidsen for Real Madrid i fremtiden set i forhold til de mål, vi har sat for klubben, siger sportschef i Real Madrid, Predag Mijatovic.
Ifølge flere spanske aviser ønsker Real Madrid-ledelsen at finde en træner, der kan gøre Real Madrid til et mere underholdende hold at se på.
Tyske Bernd Schuster er favorit til posten som ny cheftræner i mesterklubben efter, at han er blevet enig med Getafe om en fritstillelse. Dermed kan den store trænerkabale gå op for Michael Laudrup, der ventes at skulle overtage Schusters trænersæde i den lille Madrid-klub, Getafe - hvis altså ikke rygterne om Laudrups genforening med Real Madrid taler sandt.