Fem dage efter, at han blev sendt ud af Tour de France af sit hold, sidder Michael Rasmussen i sit hjem i Lazise i Italien, og gennemgår forløbet op til hans dramatiske exit fra Tour de France.
I et nyt interview med TV 2 Sporten fortæller han, at den gule trøje automatisk fik pressen til at kaste sig over ham.
- Pressen har været drevet af sensationslyst og det har ikke skærpet den kritiske sans. Og i den gule førertrøje har jeg været let at skyde på fra alle sider. Den gule førertrøje har været jagtet de senste 10 år og der er en forventning i befolkningen om, at ham i den gule trøje, skal man have ram på, siger Michael Rasmussen.
Direkte adspurgt, om han har været dopet under tour en afviser den danske cykelrytter prompte:
Nej, det har jeg absolut ikke. Og jeg må slå fast, at jeg i perioden fra 30. juni og til jeg blev taget ud af tour en, havde 17 kontroller og ingen af dem var positive, lyder det.
Søndag modtog han den officielle fyreseddel fra Rabobank, men sagen er ikke slut for Rasmussen, der har sat en advokat på sagen, hvor han føler sig uretfærdigt og urimeligt behandlet.
- Der er masser, der får advarsler, og kører med dem. Så jeg synes virkelig, at jeg er blevet særbehandlet i den her sag, siger Michael Rasmussen.
Til trods for, at han nu står uden fast arbejde, frygter Michael Rasmussen ikke umiddelbart for sin økonomiske fremtid.
- Jeg havner ikke i økonomisk kaos, men alt det afhænger også af, hvordan sagen udvikler sig, siger Michael Rasmussen, der dog aldrig vil komme sig over, at han blev ekskluderet fra tour en.
- Jeg vil vågne op hver dag og tænke på dengang, da sejren i Tour de France blev taget fra mig, siger han.