Cykelryttere skal oplyse, hvor de træner og være til at komme i telefonisk kontakt med for dopingmyndighederne. Men ifølge DR Sporten har Michael Rasmussen op til flere gange forbrudt sig mod de regler. Det afviser Tour de France øjeblikkelige nummer et.
- Jeg har modtaget en advarsel for en administrativ fejl. Det er simpelthen et brev, som er blevet forsinket i posten, og det har jeg så indkasseret en advarsel for, sagde Michael Rasmussen til DR Sporten, da han blev forelagt oplysningerne.
Men ifølge DR Sporten har Michael Rasmussen altså fået flere advarsler end den ene, som han selv indrømmer.
Cykelrytterne skal være til at komme i kontakt med, så dopingmyndighederne kan komme på uanmeldt besøg, og ifølge reglerne kan tre advarsler give karantæne.